Samtaler med børn og unge

Jeg har mere end 25 års erfaring i at arbejde med børn, unge og familier, der oplever forskellige udfordringer og problemstillinger i deres liv.

Børn og unge ved naturligvis bedst selv, hvordan de oplever deres liv. Når børn og unge står i en situation, som de synes er svær, er det derfor vigtigt, at de får mulighed for selv at sætte ord på, hvordan de oplever situationen, og hvad de føler. De vanskelige situationer kan fx være i forhold til kammerater eller egne forventninger til karakterer i skolen. Det kan også være udfordringer i forbindelse med sorg eller vrede.

Gennem samtale hjælper jeg barnet eller den unge med at håndtere og være i svære situationer. I fællesskab ser vi på, hvad barnet eller den unge godt kunne tænke sig var anderledes. Vi opstiller mål og kigger på, hvilke muligheder der er for nye tilgange og nye måder at handle på, som kan rykke ved den udfordrende situation.

I mit arbejde med børn og unge trækker jeg naturligvis på min lange erfaring som folkeskolelærer og PPR-psykolog. Jeg tilbyder både individuelle samtaler, samtaler med forældre og samtaler med hele familier.